Rose Lillethorup

Instruktør

Dans har altid været en naturlig del af mit liv. Allerede som barn var jeg konstant i bevægelse, og gennem årene har jeg udforsket flere forskellige stilarter som hiphop, contemporary, jazz, showdance og disco. Det har givet mig en bred forståelse for dansens mange udtryk.

Disco har altid haft en helt særlig plads i mit hjerte. Det var her, jeg for alvor fandt min passion, og med stor dedikation begyndte jeg allerede som 9-årig at danse internationalt. Siden da har jeg haft store oplevelser med at vinde medaljer ved flere internationale konkurrencer – oplevelser, der har været med til at forme mig både som danser og underviser.

For mig er dans følelser, dedikation og historiefortælling, og det er netop de elementer, jeg tager med ind i min undervisning.

Som instruktør brænder jeg for mine elever og elsker at følge deres udvikling – både teknisk og personligt. Dans handler for mig ikke kun om at lære trin og koreografi, men om at skabe et trygt rum, hvor der er plads til at fejle, udvikle sig og finde sine egne styrker. Jeg stiller krav, men møder altid mine elever med mindst lige så meget støtte og engagement.

Det vigtigste for mig er, at mine elever mærker glæden ved at danse, udvikler selvtillid og tør give sig selv fuldt ud.