Molly Ahm

Instruktør

Følg Molly @molly_ahm

Jeg har danset, siden jeg var 5 år, og på elite-niveau siden jeg var 9. Jeg danser primært contemporary/moderne, showdance og hip hop, men elsker at udfordre mig selv og udvikle mig inden for mange forskellige stilarter fx. Jazz, lyrical, Commercial, Jazz Funk, Acro & Ballet (basic teknik).

Jeg har undervist fast siden 2023 og var allerede fra 2021 assistenttræner på børneholdene. I dag underviser jeg flere hold på danseskolen og elsker at give min egen danseglæde videre til mine elever.

I 2024 gennemførte jeg et Mentorship Program hos Lappin Creatives v/ Daniella Lappin. Her arbejdede jeg intensivt med blandt andet ballet, jazz, contemporary, floorwork, springteknik samt Graham- og Horton-teknik. Forløbet gav mig både en større teknisk og teoretisk forståelse af dans og et stærkere fagligt fundament, som jeg bruger aktivt i min undervisning.

Ved siden af min undervisning arbejder jeg målrettet på at udvikle mig som danser og performer. Jeg drømmer om at kunne arbejde professionelt med dans, musical og scenekunst og søger hele tiden nye muligheder for at lære, udvikle mig og få erfaring.

Dans fylder rigtig meget i mit liv – jeg elsker det mere end noget andet. Det er mit frirum, min passion og det sted, hvor jeg føler mig allermest mig selv.

Jeg elsker at undervise og følge mine elevers udvikling. Det er fantastisk at se, hvordan en danser rykker sig gennem en sæson – både teknisk, personligt og som performer. Jeg synes, det er spændende at gå i dybden med teknik og samtidig hjælpe den enkelte danser med at finde glæden og selvtilliden i dansen.

For mig skal seriøs træning og udvikling gå hånd i hånd med danseglæde, fællesskab og tryghed. Vi skal arbejde hårdt og udfordre os selv, men vi skal også have det sjovt sammen. Det er vigtigt for mig, at alle mine elever føler sig set, trygge og godt tilpas på danseskolen.